Analyse

Moderen glemmer sin pligt og sin tro, mens hun sørger

Hovedpersonen i H. C. Andersens eventyr “Barnet i Graven” er en mor, der sammen med sin mand har tre børn. Da den yngste - den eneste søn - dør af sygdom, synker hun dybt ned i sorgen. Det har alvorlige konsekvenser:

Hun slap i sin Smerte Vor Herre og da kom mørke Tanker, Dødens Tanker, den evige Død, at Mennesket blev Jord i Jorden, og at da Alt var forbi. Ved saadan Tanke havde hun Intet at klamre sig til, men sank i Fortvivlelsens bundløse Intet. [...]

Hun tænkte ikke paa de unge Døttre hun havde, Mandens Taarer faldt paa hendes Pande, hun saae ikke op til ham; hendes Tanker vare hos det døde Barn. (l. 13-18)

Citatet viser, at moderens sorg får hende til både at glemme sin tro på Gud og sin egen familie. Hun svigter altså både sin pligt over for Gud og over for døtrene og ægtemanden. Det er egoistisk, men vi forstår, at hun ikke gør det med vilje, fordi teksten beskriver hendes sorg med stor medfølelse.

Derudover viser citatet, at moderen tilsyneladende tror, at døden er enden på det hele, for “Mennesket blev Jord i Jorden”, så “A...