Billedsproget bidrager til at skildre sorgen
Der findes flere forskellige slags billedsprog i “Barnet i Graven”, og de bidrager alle til at beskrive moderens sorgproces for os.
Teksten menneskeliggør abstrakte begreber som sorg, søvn og død via personifikationer. Vi hører fx, at moderen “overgav sig til Sorgen, og den kastede hende som Søen kaster Skibet, der har mistet Ror og styrer.” (l. 28-29). Her beskrives sorgen som et levende væsen, der har magt til at kaste rundt med hende og hendes følelser. Samtidig gemmer linjerne på en sammenligning, hvilket ses af ordet “som”. Virkemidlerne bidrager til at beskrive sorg for os - noget, der ellers kan være svært at forstå.
Tekstens tydeligste personifikation finder vi i Døden, der er skildret som “en Mand hyllet i en stor Sørgekappe” (l. 50). Han bliver dermed en konkret aktør i historien, som vi bedre kan forholde os til end det lidt abstrakte begreb død.
Eventyret trækker på flere sammenligninger. Det ses især i rejsen ned i underverdenen, hvor Dødens øjne lyser “som var han i Ungdoms Aar” (l. 52), og hvor jordoverfladen giver efter “som et svævende Klæde” (l. 57). Samtidig beskrives underverdenen via en besjæling, fordi den er “stor og venlig” (l. 60). I eventyrets slutning beskrives Gud via to metaforer som “en støtte for hendes Fod, et Lys for hendes Forstand” (l. 92-93). Troen på Gud er altså noget, mennesker kan støtte sig til og blive klogere af.
