På de næste sider får du hjælp til at analysere “og regnen falder på mig”. Digtet er skrevet af Rasmus Nicolajsen og udkom i dagbladet Information i 4. oktober 2019.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Digtet er fortalt af et lyrisk jeg. Det er allerede tydeligt i digtets første vers:
og regnen falder på mig
Jeget forsøger her at sætte sig selv i scene som digtets midtpunkt. Det er sådan, vi er vante til, at et lyriske jeg er iscenesat i et digt. Alting drejer sig om jegets tanker, følelser og sansninger. Jeget sidder endda ved et cafébord med en ”notesbog”, hvilket får os til at tænke, at det lyriske jeg nok er en ung digter, der har sat sig ved vandet for at tænke og skrive.
Det virker imidlertid, som om jeget bliver skubbet til side i sit eget digt. Allerede i første strofe føler jeget, at det er, som om regnen og havet tager magten fra ham:
jeg har sat mig i vandkanten for at meditere, og så er det
pludselig regnen
der mediterer ude over havet, og jeg er bare en tanke den
dovent verfer
væk, og så er det pludselig havet der mediterer ude under
regnen
Jeget forsøgte at bemægtige sig naturen med tanken, men det er, som om naturen skubber tilbage og viser ham, at mennesket ikke er så betydningsfuldt eller magtfuldt, som det forestiller sig. Jeget føler sig som en irriterende tanke, som naturen ”verfer væk”. Det handler ikke bare om jeget personligt, men snarere om menneskeheden som helhed, der er en forstyrrende faktor for naturen.
