Sprog

Naturen bliver besjælet

Naturen bliver på forskellige måder besjælet i digtet. Det begynder allerede i første strofe, hvor jeget føler, at regnen og havet styringen fra ham:

jeg har sat mig i vandkanten for at meditere, og så er det 
pludselig regnen
der mediterer ude over havet, og jeg er bare en tanke den 
dovent verfer 
væk, og så er det pludselig havet der mediterer ude under 
regnen

Jeget har sat sig for at meditere eller tænke, men det føles, som om naturen skubber ham til side og tager over. Det indtryk bliver underbygget i næste strofe, hvor det er, som om regnen begynder at skrive i hans notesbog:

og regnen falder på min notesbog
der ligger opslået på et cafébord, og regn og blæk begynder, 
som når 
vinden stryger en harpes strenge, at danne forunderlige 
sætninger

Her er det, som om det er regnen, der selv skriver det digt, vi læser. Det er, som om naturen selv forsøger at råbe os op. Jeget er reduceret til medie eller mellemmand. 

Senere er der også en besjæling af kastanjetræerne, som ”ikke læn...