Sprog og symbolik
Duggen er et bindeled mellem det himmelske og det jordiske
”Kunstnerlængsel” er skrevet i et komplekst sprog med kringlede sætningsstrukturer, som kan være svære at finde rundt i. Et eksempel er disse vers fra strofe to:
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, sig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?
Rimet laver en forbindelse mellem jegets gråd, der ”flyder” og duggen, som aftenen ”udgyder” på skyggerne. Her bliver duggen til et symbol på det, som får jeget til at græde af længsel.
Duggen er faldet fra himlen og til jorden, ligesom jegets sjæl. Der er noget mystisk ved den usynlige måde, som duggen falder på. Det er ikke som et regnvejr, man kan se med det blotte øje.
Jeget opfatter altså duggen som en slags påmindelse om forholdet mellem det himmelske eller det jordiske. Når duggen falder til jorden, så viser det, at jorden og himlen er adskilt. Duggen er et på den måde også et billede på menneskesjælens eget fald fra det himmelske til det jordiske.
