På de næste sider får du hjælp til at analysere ”Kolonihaven”. Novellen er skrevet af Harald Herdal og udkom i 1933 i Bisser.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse:
Kolonihaven giver Olsen nyt håb
Olsen får pludselig den idé, at han vil have en kolonihave. Det virker umiddelbart som en gal tanke, da han selvfølgelig ikke penge til at anskaffe sig en.
Det lykkes ham dog at låne en kolonihave af en gammel arbejdskammerat. Arbejdskammeraten får ikke passet kolonihaven, fordi den ligger for langt væk. Derfor lader han gerne Olsen overtage haven i en periode, så der kan komme orden i den.
Olsen ser kolonihaven som en mulighed for en ny begyndelse:
Han maatte ha en kolonihave! Det var deres redning. Børnene kunne komme i frisk luft, han og hun kunne det. Og hvad kunne de ikke dyrke, faa ud af saadan en stump jord? Og saa hade han noget at sysle med! Olsen talte rivende hurtigt, en mand fuld af haab, stærk af tro, en mand der taler sin sag — det gælder livet!
Det slår dog skår i glæden, da myndighederne finder ud af, at Olsen har fået kolonihave. Han er rædselsslagen for, at de skal nægte ham at bruge den, fordi han er på fattighjælp. Det er en ydmygende oplevelse, selvom han i sidste ende får lov til at beholde haven:
Fattigforstanderen sa ikke noget om haven. Og Olsen maatte vel ha den … Han var ikke saa glad for den mere.
Olsen mærker igen, at han ikke bliver set som ”et selvstændigt menneske der foretager sig personlige handlinger” – det er mistænkeligt, at sådan en arbejdsløs type som ham får en kolonihave.
