Fortælleteknik

Novellen har en alvidende fortæller, som er meget tilbagetrukket

”Havfruens sang” er fortalt af en alvidende fortæller. Den alvidende fortæller har adgang til alle karakterernes indre liv. Det kan vi f.eks. se til sidst i novellen. Her ser fortælleren ser ind i hovedet på alle personerne i båden og konstaterer, at de alle stadig har en ”uhyggelig fornemmelse af at have været i kast med hemmelige og overnaturlige ånder,” selv efter lydens årsag er blevet forklaret.

Vi kan også se brugen af indre synsvinkel, da en ung mand rejser sig op i båden, og fortælleren forklarer os, at han rejser sig ”for endnu en gang at forvisse sig om, at de virkeligt befandt sig ene på havet.” Den hensigt kan man ikke se udefra – mandens kone kan i hvert fald ikke. Hun er tværtimod bange for, at manden vil springe i havet. 

Fortælleren bruger dog denne adgang til personernes indre liv meget sparsomt. Selvom der enkelte steder er brugt indre synsvinkel, så holder fortælleren sig oftest til at bruge ydre synsvinkel. Det v...