Personkarakteristik

Hendes selvmord viser, at hun er et ædelt, idealistisk menneske

Til sidst er fru Wenche så desperat, at hun overvejer selvmord: 

Hun havde smilet over den Overlegenhed, hvormed der ialmindelighed tales om Feigheden hos den, der vælger at lukke sig selv ude af Livet; thi saa nær havde Tanken været hende, at hun vidste, der skal Mod til - især Mod til at vælge.

Citatet viser omfanget af hendes desperation. Men samtidig tegner det også et billede af hende som beslutsom og modig. 

Efter at både hendes mand og Mordtmann svigter hende, træffer hun sin endelige beslutning. Det er især ansvaret for det ufødte barn, som ingen rigtig ønsker, der overbeviser hende. Hun ser for sig, hvordan “hun holdt sit lille grædende Barn i sine Arme og bar det med sig ind i den velsignede Søvn.” Samme nat tager hun sit eget liv med medicin fra ægtemandens medicinska: “Hun laa saa ren og stille, saa overlegent i sin fuldførte Beslutning.”

Altså fremstår fru Wenche som den store idealist, der tager den ultimative konsekvens af sine fejltagelser og dør for sine idealer om sandhed. Romanens sympati ligger entydigt hos hende.