Analyse

Digtet skaber en ny måde at se verden på

Klaus Rifbjergs digt “Frihavnen” fra 1960 handler om at finde en ny måde at se verden på. Digtet har en moderne fri form, hvor dets seks strofer og deres vers har forskellig længde. De enkelte vers skærer digtets sætninger over, så de fortsætter fra verslinje til verslinje. 

Det skaber nogle brud i læsningen, som fremhæver de enkelte ords betydning, men som modsat gør det vanskeligt at følge sammenhængen. Den ydre komposition afspejler en moderne erfaring af verden, som bygger på kaotiske og fragmenterede indtryk og tanker, det er vanskeligt at skabe en helhed i. 

Digtet er fortalt af et lyrisk jeg, og der optræder også et “du”. Det virker ud fra digtet, som om de to udgør et par, som kommer tættere på hinanden af oplevelserne på frihavnen. Efterhånden som digtet skrider frem erstattes duet og jeget nemlig af “os”, “vores” og “fælles”. 

Første strofe og titlen fortæller om trangen til at fylde verden med vores associationer

Digtets titel “Frihavnen” har både bogstavelig og billedlig betydning, som afspejles af digtets indre komposition. Den bogstavelige betydning sætter scenen for digtet. Det udspiller sig på Frihavnen, hvor skibe kommer ind med eksotiske varer fra hele verden. 

Traditionelt har det eksotiske fascineret digterne, og til at begynde med lader det også til, at det lyriske jeg bliver fascineret. Stablerne af teaktræ skaber i hvert fald en masse associationer og vækker “drømme om Bangkok”.  Men digtets lyriske jeg tager ikke ejerskab for associationerne. Vi ser, at første strofe begynder med “Al...