Her får du hjælp til at analysere og fortolke digtet “Frihavnen”. Digtet er skrevet af Klaus Rifbjerg og udkom i digtsamlingen Konfrontation i 1960.
I anden strofe forstår det lyriske jeg, at associationer er affald
I den anden strofe må jeget opgive, at “omfatte alt”. Det vil sige, at rumme alle associationerne. I strofen flyttes (“transplanteres”) jegets syn til “et spildgathost”. Et spildgat er en åbning i en skibsside, hvor spildevand kan løbe ud. Her udstødes spildevandet hurtigt som et host af.
Det er det lyrisk jegs øje, som bliver til et spildgat. Alt der kommer ud af spildgattet, er derfor udtryk for, hvordan jeget ser verden. Hvor synet af teaktræet i første strofe førte til fantasifulde og eksotiske associationer, bliver synet i anden strofe en kilde til spildevand, afføring og affald:
fra øjet til et spildgathost
skibsafføring, evige grape-frugter
spist, elektriske pærer
tygget avispapir
og den sære opløsning i vandet
hvor styrtet rammer.
Signal: i massen én
appelsinskræl.
Skibets afføring peger tilbage til første strofe, hvor ”fantasiens hungerrum” skulle fyldes op, og måltider skabte ”pres i maven”. I første strofe var metaforen at spise, i anden strofe får vi modsætningen, nemlig at komme af med sin afføring.
Vi kan læse strofen som et billede på, at alle associationer er kulturel “afføring”, som mennesket lægger ud over verden. Affaldet kan nemlig forbindes til mennesket og dets kultur. Det er affald fra spiste frugter, elpærer og aviser.
