Fortælleteknik og fortællerens rolle

"Ond i sulet" er fortalt af en jeg-fortæller

I novellen "Ond i sulet" optræder fortælleren, som samtidigt er tekstens hovedperson, i teksten som et “jeg”. Det vil sige som en eksplicit førstepersonsfortæller eller dét, vi også kalder for en jeg-fortæller. Dermed får vi et subjektivt og personligt blik på tekstens begivenheder. Det betyder desuden, at det er hovedpersonens version af historien, vi får. 

I teksten henvender den voksne jeg-fortæller sig til sin søster, som tiltales med “du”. Teksten kan læses som et slags brev til søsteren, hvor fortælleren søger at forklare sine handlinger og væremåde i deres fælles barndom. Det ser vi fx her: “Men jeg lå ilter og urolig i overkøjen og gav dig ikke et øjebliks fred”.

Novellens brug af jeg-fortæller giver læseren mulighed for at identificere sig med hovedpersonen, fordi vi oplever historien gennem hendes øjne. Vi får indblik i de indre følelser og den angst, som hovedpersonen oplevede i sin barndom. Men hvis vi havde se historien fra en anden synsvinkel, fx moderens eller søsterens, så ville vi have fået en andet billede af hovedperso...