Da jeg var lille

Her vil vi se nærmere på fremstillingen af barndommen i Jens Baggesens digt “Da jeg var lille” (1785). Digtet indgår i en opgave om fremstillinger af barndommen, hvor det skal bruges i en perspektivering af teksten “Ond i sulet”. Her vil vi have fokus på de elementer af digtet, som du med fordel kan inddrage i din perspektivering. 

Resumé

I digtets første strofe tænker et lyrisk jeg tilbage på sin tidlige barndom. Jeg’et tænker ofte på sine gode minder om tiden. De får ham til at græde lykkeligt. Anden strofe handler om lykken i moderens arme og at ride ranke på bedstefaderens knæ, tilstande hvor jeg’et var ubekymret og uden tung skolelærdom.

I tredje og fjerde strofe hører vi, at verden i barndommen virkede overskuelig og tryg. Vi hører også, hvordan barnet forestiller sig at få vinger og fange stjernerne og at stå på en høj og føle på månen. I femte strofe beskrives forundringen over smukke solopgange og solnedgange. 

I sjette, syvende og ottende strofe fortælles om barnets hengivenhed over for Gud. Barnet er forundret over Guds store skaberværk, og vi hører om dets hengivenhed over for Gud. Det lover over for Gud at leve godt og klogt, og det beder på vegne af familien, kongen og alle mennesker. 

I den sidste strofe taler jeg’et om, at barndommens lykkelige og trygge dage er forsvundet. I en mere utryg og ulykkelig voksentilværelse har man kun erindringen om barndommen tilbage. 

Digtet fremstiller barndommen som uskyldig og idyllisk

Baggesens digt fremstiller barndommen som idyllisk og uskyldig. Idyllisk forstået på den måde, at digtets lyriske jeg, en voksen, ser tilbage på sin barndom i en kærlig familie, uskyldig på den måde, at jeg’et oplever verden som god og uden bekymringer.

Vi får også en fremsti...