Sproglige og retoriske virkemidler
Her kan du få hjælp til at analysere de sproglige og retoriske virkemidler i “Forældreskabet har sejret ad h… til”. Børnefamiliers liv, som er debatindlæggets emne, forbindes normalt med noget positivt: Glade børn, engagerede forældre og sjove fritidsaktiviteter i fællesskab med andre. Vi ser på, hvordan Thomas Skovbo gennem de sproglige og retoriske virkemidler formår at fremhæve de negative sider og dermed understøtte sin argumentation.
- Den subjektive stil skaber identifikation hos læseren
- Brugen af “vi” inkluderer læseren
- Opremsninger understreger det stressede liv
- Et negativt ordvalg sætter forældrerollen i dårligt lys
- Generaliseringer skaber et negativt billede af forældre
- Fordomme angriber den moderne forældrerolle
- Gendrivelse afviser, at forældre skal hygge sig med hinanden
Den subjektive stil skaber identifikation hos læseren
Debatindlægget er baseret på Thomas Skovbos egne oplevelser som forælder i en børnefamilie. Det understreger han ved at bruge stedord som “jeg” og “min”:
Uret ringer, og jeg står op til en søndag med fuldt program. Min datter på ni år skal spille fodbold. Jeg vækker hende. Vi spiser morgenmad.
I citatet kommer læseren med ind i Skovbos familieliv. Læsere, der selv har børnefamilier, vil i høj grad kunne identificere sig med fortællingen. De vil kunne se sig selv i Skovbos beretning og identificere sig med den. Det kan virke overbevisende på læseren, fordi det vil gøre dem mere tilbøjelige til at følge Skovbos øvrige synspunkter, når de kan se, at hans liv og erfaringer ligner deres.
Brugen af “vi” inkluderer læseren
Skovbo inkluderer sin læser aktivt i debatindlægget, når han bruger stedord som “vi” og “vores”. I dette citat opfordrer han forældre til at tænke sig om:
Hvis det er rigtigt, at vores børn gør det, vi forældre gør, og ikke det, vi siger, så må vi hellere tænke lidt mere over vores rolle som forbilleder og selv komme ind i kampen og begynde at gøre noget.
Hvis han bare havde opfordret læserne til at tænke sig om ved fx at skrive “I”, så havde det fungeret som en anklage mod læserne. Men han skriver “vi” og tager sig selv med i opfordringen. På den måde bliver problemerne et fælles ansvar for Skovbo og hans læsere. Det får læseren til at at opleve sig som del af et fællesskab med Skovbo, hvor man sammen tænker ...
