Du lytter til vores redaktører Kasper (ph.d. i Litteraturhistorie) og Michael (cand.mag i Dansk og Filosofi). Signe er vært for podcasten.
Her kan du læse et uddrag fra podcasten:
Vi skal tale om "Erkendelse", som er et digt af Tove Ditlevsen, der er skrevet i 1939, og det er Michael og Kasper, som er redaktører i Dansk, som jeg har med til at tale om digtet. Kasper, kan du starte med at introducere digtet for os?
Digtet handler om en erkendelse, som jeget når frem til og nu fortæller om. Det er et digt, der er delt i 7 strofer, som er lige lange. Det er sådan rimelig regulært. Der er endda også rim, der sker en lille ting til allersidst med dem, men altså en vis harmoni. Det står så i kontrast til den erkendelse, som jeget når frem til ,og det, som jeget gør, fordi i strofe 2 til 6, der får vi nærmest en lille fortælling, og så bliver det sådan mere narrativt. Man kan måske ligefrem kalde det sådan lidt episk digtning. Hvor vi hører om det her jeg, der engang var alene hjemme og kom til at smadre en vase, ikke ved et uheld, men fordi hun gerne ville. Forsætligt.
Ja, og jeg mangler ligesom som præsentation at sige, at i strofe 1 og strofe 7 er der så faktisk også et du, som jeget henvender sig til. Der er nutidsramme, hvor det giver mening, at det her du skal kende den her forhistorie, hvor jeget føler, at der er sket et eller andet, en tabt uskyld, eller hvad det nu kan være. Vi får fornemmelsen af de her to, de er i et kærlighedsforhold, og jeget er bekymret over, kan det her nu holde, og er så nødt til, som du siger Kasper, at fortælle den her historie eller lignelsesagtige fortælling om, hvordan jeget altid smadrer tingene, når det får chancen.
