Sprog

Louisa taler som en fin dame fra gamle dage

I ”En kærlighedshistorie” af Naja Marie Aidt er Louisa en yngre kvinde, nok i starten af tyverne. Men rent sprogligt taler hun som en fornem dame fra gamle dage. Det hænger sammen med, at hun generelt lever meget i fortiden og identificerer sig med Asta Nielsen, en stumfilmskuespiller fra starten af 1900-tallet. Vi ser dermed Louisas virkelighedsopfattelse direkte i hendes sprogbrug, fx i dialogen med naboen: 

“De skulle nu se at få de fingre rettet ud” siger hun og trækker kimonoen sammen om sig “det er ikke godt med sådan nogen fingre. Hvis De vil have mig undskyldt …”

Louisa siger ”De” til folk, og hun bruger ældre vendinger som ”Hvis de vil have mig undskyldt”. Hun taler sådan, fordi hun gerne vil fremstå som den mystiske, uopnåelige kvinde, hun stræber efter at være. 

Vi får at vide, at hun, når hun køber ind, ”taler med en meget lille og artikuleret stemme hos grønthandleren når hun ...