Her får du hjælp til at analysere "Duggen", som er et digt af N.F.S. Grundtvig fra 1808. Vi har fokus på følgende i analysehjælpen:
Hvis du har behov for yderligere hjælp til din analyse, kan du bruge vores vejledning til digtanalyse:
Digtet har en harmonisk form
”Duggen” er et digt, som har en mere eller mindre fast form. Digtets seks strofer varierer godt nok i længde, og det samme gør versene. Stroferne har desuden forskellige rimskemaer. Alligevel har digtet en harmonisk og sammenhængende følelse, som skyldes brugen af rim og rytme.
Den følelse bliver etableret i første strofe, som er bygget op omkring et rimmønster med krydsrim:
I Aftenens Stund over Enge jeg gik,
Sig Duggen nedsænked saa mildt fra det Høie,
Paa sugende Vekster jeg hæfted mit Blik,
Saa Græsset, for Duggen at fange, sig bøie,
Saa Blomsten at gemme den dybt udi Skød.
”Skød” rimer ikke på nogen af de andre endelser i strofen, men ordet rimer til gengæld på ”lød”, som står i slutningen af første vers i strofe to. Rimskemaet ændrer sig altså fra krydsrim til parrim.
Det giver digtet en klangmæssige variation, som dog ikke forstyrrer den harmoniske følelse, som underbygger oplevelsen af den stemningsfulde aftenstund, som digtet beskriver.
Rimmønsteret skifter flere gange mellem krydsrim og parrim, men den overordnede følelse af orden og harmoni bliver ikke forstyrret, trods de mange variationer.
