Sprog

Jegfortællerens sprog viser, at han er drevet mod det ukendte

Jegfortællerens sprog i "Drivhuset" fortæller, at han er nysgerrig efter at udforske det ukendte. Allerede i indledningen fortæller han, hvordan han ofte står op af sin seng for at kigge på drivhuset, mens den nedgående sol får det til at lyse rødt. 

Drivhuset ligger i gartneriet, som er forbudt område for børnene, og det er en af grundene til, at det er så dragende for jegfortælleren. Han længes efter at gøre sig nye erfaringer og udvide sin verden:

Det blev en underlig sommer, legen var god nok endnu, og det var kun bagefter man ikke rigtig syntes der var kommet noget ud af den. Jeg kendte nu kvarteret, vejen til skolen, vejen til dans, vejen til badeanstalten. Men mellem vejene var der uudforskede felter, og gartneriet var ét af dem. Fra mit vindue skete det stadig jeg så solen stå lige bag drivhuset, og jeg blev grebet af en mærkelig tristhed når den forsvandt og alle de lange skygger i gartneriet voksede sammen til tusmørke. Og for første gang blev jeg klar over, at før eller senere måtte jeg derover, jeg måtte prøve at stå i drivhuset når solen ramte det netop på den måde, helt fladt et øjeblik før den forsvandt. 

Han længes efter de ”uudforskede felter”, som f.eks. gartneriet. Han længes også efter nye aktiviteter, der kan erstatte de børnelege, som ...