Personkarakteristik
- Jegfortælleren handlinger viser, at hun er tolerant
- Sanne er selvoptaget og overfladisk
- Moren svæver mellem liv og død
- Relationen mellem døtrene og moren er præget af konflikt og kølighed
- Jegfortælleren og Sanne besøger moren af pligt snarere end af kærlighed
- Dialogen med Lizzie viser forskellen på de to søstre
- Personerne er runde
Personkarakteristik kaldes også fremstillingen af personerne.
Jegfortælleren handlinger viser, at hun er tolerant
I "Dødsbo" af Kim Fupz Aakeson kommer jegfortællerens tolerance til udtryk både i hendes forhold til Sanne og til moren. I starten af novellen siger jegfortælleren ikke fra over for sin søster, Sanne, da hun “stjæler” hendes kaffekop og drikker af den uden at spørge om lov:
Hun drak af min kaffe og så sig omkring, som for at se om der var nogen, hun kendte [...] Nu begyndte hun at røre med teskeen i min kaffe.
Vi får også at vide, at jegfortælleren har båret over med sin mor i mange år til trods for, at moren ikke har behandlet jegfortælleren og hendes børn så godt:
Jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at holde mig på god fod med hende, syntes ungerne skulle have en mormor. Ikke at hun var særlig sød ved sine børnebørn, hun gav dem penge en gang imellem, og det var det. Man skulle minde hende om deres fødselsdage, hun syntes, de var støjende, hun syntes, de rodede, hun anede ikke, hvad hun skulle snakke med dem om, der var altid noget galt, hun syntes, de havde mærkeligt hår og var sjusket klædt.
Her ser vi, at moren tilsyneladende har været en dårlig mormor, men at jegfortælleren på trods af det fortsat insisterer på at vedligeholde kontakten.
Trods en kompliceret fortid opfører jegfortælleren sig kærligt over for moren. Det ser vi fx her:
Jeg dyppede svampen i vandet og duppede Mors tørre læber, som jeg havde set de ansatte gøre, hun reagerede ikke. Hendes øjne var ikke helt lukkede. ‘Hej, Mor’, sagde jeg igen, lidt højere, tydeligere. ‘Vi er her, mig og Sanne’....
