I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere og fortolke novellen ”Det sidste mørke”. Novellen er skrevet af Peter Seeberg i 1987 og blev oprindeligt udgivet i et jubilæumsskrift for elselskabet SEAS. Novellen er også optrykt i novellesamlingen Rejsen til Ribe fra 1990.
Novellen beskriver Hans Hansens liv, som primært udmærker sig ved, at han lever alle sine dage uden elektricitet og elektrisk lys.
Teksten indgik i opgave 1 ved eksamen i skriftlig Dansk A på HTX den 16. maj 2023. Du får også hjælp til at skrive opgaven.
Her har du et uddrag fra analysehjælpen:
Modsætningen mellem lys og mørke spiller en central rolle i "Det sidste mørke". Normalt er vi vante til at forbinde lyset med noget positivt, mens mørket typisk har en negativ værdi. Mørket er knyttet til fortiden, mens lyset er forbundet med fremtiden og udviklingen. Her bliver udviklingen imidlertid forstået som et uundgåeligt, nødvendigt onde. Her kan vi se, hvordan der skabes en sproglig forbindelse mellem mørket og traditionen:
Det havde han efter sin far, som også hed Hans Hansen, ja de var stædige med det navn, for det sees forsvinde ind i historiens og kirkebøgernes mørke.
Mørket – og dermed også fortiden og ikke mindst traditionen – bliver derimod noget positivt, som der må værnes om. Selvom man godt ved, at de i sidste ende er forgæves. Lyset trænger før eller siden ind allevegne. Den erkendelse rammer også Hans Hansen til sidst:
Kunne blot mørket blive stående over hans plet, tænkte han tit, når han havde været et vend ude i natten: træerne i mørke, luften i mørke, jorden i mørke, bygningerne i mørke. Det kunne nok ikke lade sig gøre, sådan som folk var forfaldne til lys.
I det mindste holder Hans Hansen fast i sin gamle livsform til sine dages ende. Han giver afkald på det elektriske lys’ bekvemmeligheder og lever i stedet i pagt med nattens og vinterens mørke. Det giver han adgang til nogle erfaringer, som nærmest er forsvundet fra den moderne verden.
