Genrer i folkeskolen

Her får du hjælp til at skrive opgavetyperne inden for de de genrer, som du kan møde ved prøven i skriftligt fremstilling. Opgaverne kender du fra opgaverne i undervisningen. De fordeler sig på fire overordnede genrer, som hver beskriver en bestemt kommunikationssituation:

  • Information handler om at videregive fakta til en bestemt målgruppe. Det kan være i opgavetyper som nyhedsartikel, reportage, oplæg eller informationstekst.
  • Fiktion handler om at skrive din egen fortælling som enten kortprosa eller en novelle.
  • Opinion handler om at argumentere for dine holdninger til et emne. Det kan være i debatindlæg, blogindlæg, kommentar eller klumme.
  • Refleksion er opgavetyper som tale, brev, essay eller erindring, hvor du vender og drejer et bestemt emne, så du giver dig selv og din læser noget at tænke over.

Her kan du få hjælp til de mest almindelige af opgavetyperne. Vi begynder med at give dig nogle eksempler på gode besvarelser. Derefter ser vi på, hvad du skal være opmærksom på i din opgaveformulering. Så får du hjælp til at finde indhold, lave opbygning, skrive opgaven, lave layout og rettelser.

Du kan ikke være sikker på, at en bestemt opgavetype er med i prøveoplæggene, men så kan du bare vælge en anden opgavetype fra den samme genre. Nøglen til at skrive en god opgave er nemlig altid, at du tænker over den genre og kommunikationssituation, som opgaveformuleringen lægger op til.