Sprog

Den sproglige stil er højstemt og alvorlig

Den sproglige stil i novellen er præget af jegfortællerens personlighed. Jegfortællerens sprog er højstemt, alvorligt og dystert. Hun har et sort syn på tilværelsen. Hun er fascineret af døden og det grænseoverskridende. Hun giver udtryk for at være hård og kold, men i virkeligheden er hendes sprog spækket med patos. Hun sætter en ære i, at hun er i stand til at formulere sig, modsat de tavse typer i den lille fiskerby. 

Hun kalder sig selv for ”dødens engel”, hvilket er et godt eksempel på hendes lidt goth-prægede sproglige stil. Derudover beskriver hun sin evne til at overleve som outsider sådan her:

Endda lært at orientere mig i total isolation, lært at besvare udelukkelse med ophøjethed, lært at bevæge...