På de næste sider får du hjælp til at analysere ”Bulen”. Novellen er skrevet af Peter Seeberg og udkom i 1962 i Eftersøgningen og andre noveller.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse:
Lockes sammenbrud viser hans psykiske sårbarhed
Vi kan også lægge en mere psykologisk vinkel på personkarakteristikken af Locke. Han fremstår som et meget skrøbeligt menneske. Der skal næsten ingenting til, før han falder fra hinanden. Det er tydeligst illustreret af bulen i bilen, som er så lille, at han næsten ikke kan finde den:
Han lyste på venstre bagskærm. Der var ingenting at se, han eftergik hele rundingen. Jo, en lille tommeltotbred afskalning af lakken helt ind til grundingen, der lyste svovlgul igennem. Han ville ikke finde sig i det.
Der er næsten ingenting at se, men den lille bule får alligevel hele Lockes verden til at falde sammen. Den svovlgule farve i bulen giver endda konnotationer til, at helvede er brudt løs i Lockes liv.
Han reagerer også ved at projicere sit selvhad ud på andre i et voldsomt anfald af paranoia. Han beskylder først sin kone for i hemmelighed at fryde sig over hans ulykke:
„Hvorfor så du ikke nummeret på bilen,“ sagde han og klemte hende i overarmen, „hvorfor så du det ikke? Du ville ikke, sig blot at du ikke ville. Du tænkte: Det har Locke rigtigt godt af.“
Senere spekulerer Locke i, at det måske er naboerne, der har rottet sig sammen imod ham:
„Lad dem komme,“ sagde han, „det er vel dem, der har lejet chaufføren til at lave den bule i vognen. De er så gule og grønne af misundelse over den vogn. De gider ikke lade deres vogne passe ordentligt, men de gider nok misunde andre deres pæne vogne. Lad dem komme, jeg skal sige dem, hvad jeg mener om deres svineri.“
Det er ikke bare blikket på de ny biler, der er for tyndt. Locke er også selv for tyndhudet. Der skal ingenting til, før han bryder sammen.
