Her finder du vores analysehjælp til “Pseudo-Xenofon: Athenernes Statsforfatning”, der også kendes under titlen “Den gamle oligark”.
Teksten læses både i Oldtidskundskab og Historie. I Historie benyttes som regel et uddrag af teksten, der kan have forskellige titler, bl.a. “Kritik af Athens demokrati”.
“Athenernes Statsforfatning”, “Den gamle oligark” og “Kritik af Athens demokrati” er altså i bund og grund den samme tekst, som vi giver hjælp til at forstå og analysere.
Vi benytter Hartvig Frischs oversættelse af teksten fra 1941, der bl.a. findes optrykt i Kilder til demokratiet i Athen af Mogens Herman Hansen, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1994.
Her kan du læse et uddrag fra vores resume af kapitel 1
Athens demokratiske statsforfatning er dårlig, fordi den giver magt og forrang til ringe folk i stedet for gode mennesker fra overklassen. Dog er demokratiet i princippet indrettet på en fornuftig måde, nemlig sådan at folket altid får fordelene. På den måde understøtter og styrker demokratiet sig selv.
Athen er dybt afhængig af sin flåde, som er grundlaget for bystatens magt, og hvor fattige og almindelige borgere udgør mandskabet. Derfor giver demokratiet på en måde mening i Athen, hvor det kan synes rimeligt, at alle har indflydelse og kan stille op til embeder. De vigtigste embeder besættes dog af mænd fra eliten, for her ved folket godt, at det vil være katastrofalt at give ansvaret til en almindelig, inkompetent borger.
Eliten og overklassen er overlegne i forhold til almindelige folk, fordi de har en bedre moral og er mere vidende. Det kommer sig af, at folket er dårligt uddannet, og at fattigdom fører til moralsk forfald. Folket ønsker ikke den bedste forfatning, men en forfatning, der giver dem så store fordele som muligt. Og hvis eliten havde magten, ville de mange umoralske og ringe folk blive straffet og ende som slaver for eliten.
Slaver og tilflyttere har det bedre i Athen end andre steder, fordi athenerne har brug for dem både i handelslivet og i flåden. Folket tænker altid på at få fordele og penge i egen lomme. Det gælder også ved de store religiøse fester og idrætslege, som de lader eliten betale, samt når de virker som dommere, hvor de ikke ledes af retfærdighed, men af griskhed...
