Forstå teksten

Reportagen er skrevet for mere end 100 år siden. Den rummer en hel del ældre ord, som gør den lidt vanskeligt at forstå, hvis ikke man har gode ordforklaringer til rådighed. Det har vi lavet til dig her, hvor vi har indsat forklaringer i selve originalteksten. De forklarede ord er markeret med blå, stiplet understregning. 

Efter hvert afsnit kan du folde en boks ud, hvor vi giver dig en kort forklaring af afsnittets indhold.

Hvis du selv vil lede efter information, kan du fx slå ord op på www.ordnet.dk, hvor der både er ordbøger til nyt og ældre sprog. Du kan også finde meget viden ved at søge på internettet, men husk at være kritisk.

Arbejderen

Johannes V. Jensen (1906)

I en af de dybe Sidegader i New Yorks nedre By nær Broadway og ikke langt fra Dokkerne laa der en Arbejdsmand død paa Fortovet. Man havde lagt ham med Nakken op ad Granitfundamentet til en af de høje Bygninger, der stod paa sin Fod ned i Bunden af den skumle Gadekløft og ragede en Snes Etager oven ud, hvor man slet ikke saà. Manden laa med Benene strakt ud fra sig paa Fliserne, og man kunde have troet, at han sov, hvis der ikke sad en ulykkelig Kvinde ved Siden af ham med Skørtet op over hele Hovedet som en Figur paa en Grav, og hvis ikke to à tre store Betjente havde taget Opstilling for at danne passende Afstand uden om Gruppen. Det saá ellers ikke ud som det behøvedes, der var ingen Opløb, Folk stod ikke stille, skønt alle vel nok i Forbigaaende drejede Hovedet om den Vej for at se saa meget, som man kan se, naar man har travlt og skal videre. Det vakte ikke større Opmærksomhed, at der laa en død Mand midt paa Gaden ved højlys Dag; det saá næsten ud, som om Godtfolk i New York ikke var grusomme nok til at interessere sig levende derfor. Enten kunde den samme Skæbne ramme dem selv nemlig, maaske, eller de var selv parate til at fælde deres Mand ved Lejlighed, muligvis. Manden var død. 

He’s got killed, raabte en af Betjentene paa Forespørgsel om, hvad der var gaaet for sig … 

Han var skudt i det ene Øje, lige i Øjenkrogen. Det havde ikke blødt noget videre, kun et Par Draaber, der var flydt over og havde sat et skarlagenrødt, størknet Spor ned over Kinden. Det andet Øje stod aabent og stirrede brustent et eller andet Sted hen. Som han laa der, en kraftig, sværlemmet Mand i sin bedste Alder, kunde det se ud, som om han havde villet græde, men det havde ikke kunnet blive til noget, og saa havde han bidt Resten i sig. Man havde nok trængt ham haardt. 

Det var en Italiener, en Arbejdsmand saadan som de er flest i New York, en Haandlanger eller Jordarbejder, han var i Arbejdstøjet, et gammelt billigt Sæt, købt af nyt i Napoli før Afrejsen og nu gennemtrængt af Jordsmonnet i Amerika. De grove Støvler var af hjemmegjort Snit, upraktisk tunge af lutter Holdbarhed; men de havde dog faaet Form efter Mandens Fod, de lignede ham. Saalerne, som man saá altfor godt, var mærket af den skarpe Jord i New York. Hvor han dog saá levende ud med det tykke graasprængte Overskæg under Næsen, den ildrøde Skjortelinning om den kobberbrune Hals og de faste, korte Hænder. De var lysere end Haandledet af Teglstøv, der fyldte dem ind i hver Pore, de stod aabne ligesom for at give et Skovlskaft Plads, Hullet mellem Tommelen og Pegefingeren lignede en Ring af tykke, senede Knyster. En solid Haand, en Mandehaand. Det var som om Kræfterne stak i den endnu. 

Ja, det var vor egen herlige Lazzaron fra „Syden“, det var en af de Tusinder fra det skønne Italien, som Myrtens og Lavrbærrenes ringe Næringsværdi nøder til at tage over Havet og arbejde. Italienerne i New York er gerne Jordarbejdere, de begynder helt forfra. Man ser dem stikke op af Huller, som de graver paa Gaden, de gaar altid med Tøjet gennemtrængt af Muld og med Jord i Haaret. Det lader til at gøre dem godt at faa et Bad i Støvet efter den megen Himmelblaahed derhjemme i det gamle Land. 

Skæbnen har bedt dem gaa tilbage til Jorden ligesom Hinduen, der gør Vejarbejde i Singapore. Der kan man se de høje, mystisk afmagrede Nirvanamennesker staa omtrent nøgne, som Aber hentede ud fra Skoven, og hakke tankefuldt i Makadamiseringen med skrækkelig tunge Jærnredskaber. De ligner Skattegravere paa Alfarvej, og det er hvad de endelig er. Singapores røde Vejstøv hænger i de sorte Børster paa deres Skinneben; de er omtrent de eneste, der bestiller noget. Sakuntala gaar majestætisk i Midjen frem og tilbage med en meget lille Kurv Skærver paa Hovedet og hjælper sin Herre; hun er bleven Vejkone i det Fremmede og klapper det hede Støv arbejdsomt med sine smaa bare Fødder med Sølvringe paa Tæerne. Hinduen vender tilbage til Jorden i Singapore. For dér vides der ingen Ting om hans Kaste! Der er Konkurrence i Singapore, men der er ingen Paria! Det faar man for at udvandre … lad os saa lide af Hjemvé, Sakuntala, Sakuntala! 

Ak, men Italieneren lærer mere i New York, end at Jorden er god og Arbejdet tilladt, han lærer, at man maa slaas for det, dø for det. Manden, der laa paa Fortovet, saa overbevist, saa drømmeløs, han havde lært det, og han lærte det fra sig. 

Staklen, der rugede saa forstenet ved Siden af ham, var vel hans Kone, som man havde faaet Bud efter. Hun lignede en Bylt brogede Klude, som hun sad der lige ned paa Fliserne og græd med Klæderne op over Hovedet, hun var endnu i sit Hjemlands spraglede Dragt. Hun rørte sig ikke, hun havde gjort sig det mørkt om Hovedet som hun var sort i Sjælen. For hende var alt ude. 

Ved den Dødes anden Side stod en Trillebør, en af den Slags smaa magre Haandtipvogne, der er helt af Jern, baade Hjulet, Kassen og Stængerne, og i den laa der en Sæk, som at dømme efter de haarde Hjørner og Fremspring var fyldt med Værktøj; et Par lange, glatslidte Skafter ragede ud af den. Manden havde været paa Vej til Arbejdspladsen, men havde ikke naaet den. 

Og dog laa den lige ved. Huset, der stødte op til det, hvor den Dræbte laa, var en Nybygning under Arbejde. Det meste af Staalbindingsværket var rejst og lignede med sit mønjerøde og sorte Væv af Jernbjælker og Stræbere en hæslig Metalskov, der groede op af Stenene, og hvori det hamrede som et Løvspring i Helvede. Det dansede deroppe med Nittehamre og pnevmatiske Mejsler paa Bjælkerne, som var det en overnaturlig stor Skovspætte, der hakkede paa Staalstammerne, en jernædende Fugl med blaat forstaalede Fjer og en hed Fil ud af Halsen; Nybygningen laa i en Slags Taage af Larm, hvori den groede, der udgik et samlet Jernbrøl fra den, som man ikke kunde tænke sig skyldtes deres Virksomhed, som færdedes deroppe mellem de gabende Etager, de smaa menneskelige Figurer, der hængte fast oppe og nede som Myrer og rørte Hamrene, uden at det tilsyneladende gav Lyd … Larmen kom under et, fra det hele, og gjorde Luften til en Springdans af Svingninger, der druknede alt hvad man sagde i Bygningens Nærhed. 

He’s got killed, hujede Betjenten og bøjede sit Hoved nærmere, medens han med Øjnene søgte indenfor den stille Kres, hvori man meddeler sig til hinanden under en Storm .... scabs up there … 

Det var hele Historien, Huset blev bygget af Skruebrækkere, Arbejdere udenfor Fagforeningen, „Hædersmænd“, som man kalder dem, og i den Anledning var Italieneren her i Dagligtøjet bleven dræbt. Han havde ikke villet feriere. Han var maaske selv en Hædersmand, der var bleven passet op paa Vejen til Arbejdspladsen af de Strejkende og skudt ned. Eller han var en af de Arbejdsløse, der i fortvivlet Trods havde indfundet sig ved Nybygningen for at udrydde hele Banden, og som saa var bleven den Lille. Det kunde end mere dramatisk hænge saadan sammen, at han var en angrende Hædersmand, der var bleven skudt af sine egne Kammerater deroppe; eller han havde svigtet de Strejkende til Fordel for Arbejdet og havde faaet sin Løn i Bly og med et Skrald. Det er ikke godt at sige, hvordan det var gaaet til, Spektaklet fra Nybygningen begunstigede ikke nogen udførligere Saga. Man følte desuden, at en nærmere Redegørelse for Drabet i flere Henseender vilde ligne Sladder. 

Det der var sandt, det der slog var, at Vilkaarene i New York altsaa er saa bitterlig haarde, at Arbejderen maa gaa til sin Gerning som en Soldat til et Slag. Her er ingen Uniform og ingen Medaljer, ingen Sabelraslen og ingen Militærnægtelse, hverken Fæstningskrampe eller Tvivlesyge; her gaar den civile Soldat, Arbejderen, ud og slaas for Retten eller ikke Retten til at leve. Han stiger ikke versificeret op og indtager Position for hvad der siden af Folk, der kom meget bag efter Træfningen, skal rejses de Slagne i Form af smaa Hornblæsere; han gør hvad han kan for at det skal blive en anden Deltager i Skydningen end ham selv, der faar Eftermælet. Og naar hans Forbrydelse eller hans Triumf er saa dagligdags, naar det kun kommer an paa Udfaldet, hvem der skal have Retten til Stigerne paa Nybygningen, saa er der ingen Forskel paa dem, der stiller sig i Ildlinjen, de er lige gode, baade de Skydende og de Skudte. 

Saadan er Krigen. Der gives ingen anden Lighed end Ligheden for den. 

Krigen er en civil Ting. 

Den er en Ret. 

Arbejderen vil altid forny den, hver Gang uproduktive Magter gør Forsøg paa at beskytte sig ved at gøre den til et Privilegium eller afskaffe den. 

De glemmer det ikke i Amerika.