Det lykkelige barn er også et ensomt barn | Essay om ensomhed blandt børn og unge

Uddrag

Ensomhed er nok den følelse i verden, som jeg frygter allermest. I forbindelse med den såkaldte demensuge på TV2 så jeg forleden dokumentaren ”Rita og Aages sidste dans”. Det er en smuk og enormt rørende fortælling om et ægtepar, der kæmper imod demenssygdommen Alzheimers sygdom. Dokumentaren rørte mig ret ekstremt og skabte en tankestrøm om ensomhed i mit hoved. Ensomhed er forfærdelig, når den opleves, og det er ikke det samme som at være alene. Det gælder for voksne såvel som for børn. Artiklen ”Det lykkelige barn er også et ensomt barn” i Kristeligt Dagblad den 21. november 2015 handler om, at ensomhed er et grundvilkår. Den er skrevet af Freja Bech-Jessen og tager udgangspunkt i Jens Andersens syn på Astrid Lindgrens børnelitteratur. Om forfatterskabet skrives det: ”Det er en gentagende konstatering i Astrid Lindgrens forfatterskab og en form for trøst til hendes mange små læsere, at selvom de er noget så ulykkelige, forladte og alene, så kan de dog én ting: De kan løfte noget helt vildt stort ud af sig selv.” Store ting og store tanker kommer angiveligt ud af skyggen på ensomheden. Hvorfor er så mange børn og unge ensomme i dag? Og er der egentlig lyse sider af ensomheden?

I artiklen beskrives Lindgrens forhold til ensomhed således: ”Astrid Lindgren selv (…) insisterede på, at ensomheden ikke bare er en ulykkelig svøbe, men er netop den tilstand, hvorfra store og mentalt fornyende og forstærkende kræfter springer.” Men havde den verdensberømte forfatter, et af mine personlige store idoler, ret i sit syn på ensomheden? Jeg ved det ikke, men spørgsmålet får mig til at overveje, hvordan jeg egentlig selv er, når jeg føler mig alene... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind