Her får du to eksempler på, hvordan du kan opbygge og skrive en tale. Den første tale er en lejlighedstale fra afgangsprøven i 9. klasse. Den anden tale er en politisk tale fra afgangsprøven i 10. Klasse. Efter hvert afsnit i talerne kan du læse nogle kommentarer til, hvorfor afsnittene er skrevet på den måde.
Her kan du læse et uddrag fra eksemplet Er der en voksen tilstede?
Hvem har så ansvaret? Hvem skal vi pege på og skælde ud for vores angst, stress og depressioner? Hvem er skaberne af det samfund, der maser os flade? Jeg mener, at det er de voksne. Det er dem, der har sat os i verden. Dem, der har skabt det samfund, som vi er vokset op i. Dem, der presser os. Derfor er det dem, der må hjælpe os.
Hvorfor var der ikke nogen voksne, der hjalp Emma? Hvorfor var der ikke nogen, der sagde, at hun skulle huske at passe på sig selv? Det eneste Emma fik fra de voksne omkring hende, var ros for sine præstationer.
Så spørger de voksne måske: ”Men skal I unge ikke selv tage ansvar?”. Måske skyldes vores triste humør, at vi er for meget på Instagram. Måske har vi bare for høje forventninger til os selv.
Måske skal alle os 12-talspiger og likehuntere bare slappe lidt af. Måske er præstationspres noget, som vi hver især må finde løsningen på. Stress, angst og depression er jo noget, der findes inde i os selv og ikke ude i samfundet.
Men præstationskulturen er ikke noget, der bare findes inde i unges hoveder. Jeg tror, at dette er et samfundsmæssigt problem. Det er ikke børn og unges skyld, at vi lever i et præstationssamfund. Det er de voksne der har skabt det.
Politikere har skabt det uddannelsessystem, som vi lider i. Vores forældre, lærere og studievejledere råder os til at præstere for vores fremtids skyld. De voksne roser os kun for vores præstationer. Ikke for vores lykke. Samfundets præstationspres lægger sig på os igennem de voksnes ord.
