Analyse
- Fortælleren føler sig afvist af sin mor
- Fortælleren ser også faren på en ny måde
- Moren er muligvis blevet såret over noget, fortælleren har sagt
- Der er to fortællerstemmer med hver deres sproglige stil
- Fortælleren gennemarbejder et traditionelt ødipuskompleks, som bliver antydet i billedsproget
- Slutningens billedsprog underbygger, at fortælleren er ved at løse sit ødipuskompleks
Fortælleren føler sig afvist af sin mor
Jegfortælleren i ”Såret” beskriver en barndomserindring, der fandt sted, da han formentlig var omkring fem-seks år gammel. Kernen i erindringen er en følelse af at blive afvist af sin mor. Fortælleren genkalder sig flere scener, hvor moren virker fjern og ukærlig på en måde, som den lille dreng ikke tidligere havde oplevet:
Han gik et skridt nærmere og stod bag ved hende. Han lagde armene om hendes bagdel og stod der og hang, uden at hun rørte sig. Hun fiskede rødbeder op med den spidse stegegaffel og lagde dem i en skål. Så satte hun glasset tilbage i spisekammeret. Han kurede med bag efter hende og hang på som en abe.
”La’ vær’ med det,” sagde hun.
Her hænger fortælleren bogstaveligt talt i moren i et forsøg på at fremtvinge lidt ømhed og opmærksomhed. Moren ignorerer ham så længe det er muligt, indtil hun bliver så irriteret, at hun må bede ham om at lade være.
Det er nyt og forvirrende for drengen at opleve sin mor på den måde. Det er dog usikkert, hvad der er årsag, og hvad der er virkning i denne nye udvikling i mor-søn-forholdet. Ser drengen sin mor på en ny måde, fordi hun er begyndt at behandle ham anderledes? Eller er moren begyndt at behandle ham anderledes, fordi han er begyndt at se hende på en ny måde?
En episode ved frokostbordet antyder, at det måske er drengens blik på moren, der har ændret sig først:
Han så op på hende og lagde mærke til, at hendes hår var gråt. Han havde aldrig lagt mærke til hende andet end som en helhed...
