Sprog

Den sproglige stil er tæt på talesproget

Den sproglige stil i ”Opgang” af Pia Juul minder flere steder mere om et tøvende, hakkende og gentagende talesprog end om et finpudset skriftsprog. Det er især tydeligt i novellens indledning, hvor jegfortælleren tøvende forsøger at retfærdiggære en grov handling, han lige har begået:

Det skete lige før, for et øjeblik siden, men jeg ved ikke hvordan, om man vil kunne påstå det var planlagt; det var det ikke. Planlagt. Men under opsejling? Under opsejling, det kan man måske godt sige, jeg ved det ikke, lige nu er jeg lidt. Sådan lidt. Det er vel forståeligt. Kunne man sige, hvis man ville sige det højt. Nogen ville sikkert sige sådan til mig: Det kan jeg godt forstå, ville de nok sige, hvis jeg fortalte dem om det. At du er sådan lidt. Selv om det er forkert hvad du har gjort; du er godt klar over at det var forkert? Ja! Ja, ja! Forkert.

Sproget bærer her præg af, at jegfortælleren er chokeret. Sætningerne er ufuldstændige, og det vage udtryk ”sådan lidt” bliver brugt flere gange. Vi kan tydeligt se, at jegfortælleren kæmper med at finde de rette ord for sin handling. 

Virkning

Sproget er i indledningen tøvende og hakkende på en måde, der minder om talesprog. Det virker, som om vi som læsere vader ind i en situation, som jegfortælleren endnu ikke har helt overblik over. Sproget er vagt og forvirrende. Jegfortælleren har det ”sådan lidt” over et eller andet, han har gjort, som er forkert, men alligevel ”forståeligt”. 

Det vage, tøvende sprog forvirrer os, men fænger samtidig vores ...