På de næste sider får du hjælp til at analysere “Mor Hulda”. Folkeeventyret er nedskrevet af Brødrene Grimm i 1812.
Hvis du vil have hjælp til at arbejde med analysen på egen hånd, kan du bruge vores guide til eventyranalyse. Den giver dig en systematisk gennemgang med grundige forklaringer af alt det, du bør være opmærksom på i din analyse:
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Eventyret er fortalt af en alvidende fortæller. Fortælleren er altså ikke selv en del af handlingen, men betragter begivenhederne udefra. Samtidig har fortælleren adgang til mere end én persons tanker og følelser.
Indblikket i personernes psykologi forbliver dog på overfladen. Fortælleren holder sig til en overfladisk, objektiv stil, som er typisk for folkeeventyrene. Vi hører kort, at den flittige pige får ”hjemve”, da hun er hos mor Hulda, men hendes indre liv bliver ikke udfoldet mere end det.
På samme måde hører vi kort, hvad den dovne pige tænker, da Mor Hulda vil sende hende hjem:
Den dovne pige var meget tilfreds med det og tænkte, at nu kom guldet vel.
Fortælleren alvidenhed kommer også til udtryk i evnen til at have overblikket over lange tidsperioder. Handlingen udspiller sig i en ubestemmelig eventyrtid, som bliver bestemt med formlen ”Der var engang”. I slutningen af eventyret, kan fortælleren overskue hele den dovne stedsøsters skæbne:
Og beget blev siddende på hende, så længe hun levede.
Fortælleren har altså overblik over hele personernes livsforløb. Det er også et typisk træk for fortællere i eventyr. Tænk bare på formelslutningen ”De levede lykkeligt til deres dages ende”.
