Personer og miljø

Fortælleren

Novellens jeg-fortæller er en kvinde, som sidder alene oppe og venter på sin mand. Han skulle have været hjemme fra et møde i amtet for længst. Nu er det næsten midnat, og hun har endnu ikke hørt fra ham. Hun er ved at blive lidt bekymret, men indtil videre har hun fordrevet tiden med et rørende tv-program om delfiner. 

Manden har en mobiltelefon, så kvinden kunne have ringet til ham for at sikre sig, at alt var, som det skulle være. Men det har hun ikke gjort. Det er sigende for den passivitet eller handlingslammelse, som kendetegner hendes adfærd. 

Lader sig berolige af manden

Da manden ringer for at fortælle, at han er kørt galt, bliver hun urolig, men hun lader mandens forsikringer om, at det ikke er så slemt, berolige hende:

Jeg holder næsten op med at trække vejret, han beroliger mig. Der er ikke sket noget alvorligt, han har kun lidt ondt i hovedet, jeg skal ikke være bange. 

Senere foreslår hun alligevel, at han ”måske også skulle ringe efter en ambulance”, men det afviser han på det kraftigste. Det lader alt...