I denne analysehjælp hjælper vi dig med at analysere og fortolke novellen “Lupus”. Novellen er skrevet af Charlotte Weitze. Den udkom i novellesamlingen Det hvide kvarter i 2011.
Søren bliver besat af ulven, efterhånden som lidenskaben forsvinder ud af parforholdet
Da graviditeten endelig er en realitet, har Tanja blandede følelser. Hun er glad, men også bekymret over måden, det skete på. Hun er især frustreret over, at Søren ikke lader til at interessere sig ret meget for graviditeten. Hans tanker kredser i stedet om ulven, som han har opdaget holder til i en hule nede ved mosen:
Hun bad ham føle på sin mave. Søren smilede og klappede hende på kinden: - Jeg kan altså ikke mærke noget endnu, sagde han. – Jeg skal vist se barnet, før jeg forstår det.
Søren bruger i stedet sin tid på at fodre ulven i mosen. Han forsøger at nærme sig den. Tanja føler sig ensom. Parret er også næsten holdt op med at have sex:
Vi har stort set ikke dyrket sex, siden barnet blev lavet, tænkte Tanja. Det var ikke, fordi Tanja savnede det, men det skulle jo ligesom til. Savnede Søren det heller ikke, eller var han bare hunderæd for ikke at kunne?
De dyriske drifter er altså forsvundet ud af parforholdet. I takt med drifternes forsvinden, er Søren blevet mere og mere besat af ulvedyret, der holder til i mosen. Der er novellen igennem en slags identifikation mellem Søren og ulven. De er begge to udhungrede væsner. Ulven er tynd og skal fodres, mens Sørens dyriske drifter bliver udhungret i parforholdet. Søren bliver også ofte beskrevet på måder, der minder om en ulv. Vi hører bl.a., hvordan han lytter ”med store ører” om natten.
