I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere digtet ”I Østen stiger solen Op” af B.S. Ingemann. Digtet er udgivet i Morgensange for Børn i 1837.
Digtet er en morgensang, som knytter forskellige kristne betydninger til solopgangen. Først fremstilles solen som et symbol på, at Guds kærlighed skabte verden. Derefter bliver solen forbundet med stjernen over Betlehem, som viste de tre vise mænd vej til Jesusbarnet. Endelig bliver solen i sidste strofe identisk med Jesus.
Her har du et uddrag fra analysehjælpen:
Der er flere eksempler på billedsprog i digtet, som på forskellige måder har kristendommen som kildeområde. Sollyset bliver her i strofe fem et symbol på, at det himmelske og guddommelige allerede er til stede på jorden:
Og med Guds Sol udgaaer fra Øst
En himmelsk Glands paa Jord,
Himlens glans er allerede til stede på jorden i form af solens lys. Her får billedsproget altså også et romantisk præg, idet enheden mellem den guddommelige ånd og det jordiske liv bliver understreget.
Der er også en del henvisninger til Edens have, som i romantikken ofte simpelthen bliver omtalt som ”Paradiset”. Solopgangen bliver beskrevet som en hilsen fra ”Edens Morgenrød” i strofe tre. Samme sted er der en henvisning til Livets træ, som er det ene af de to navnkundige træer, der står i Edens have:
Hvor Træet stod med evig Frugt,
Hvor Livets Væld udflød.
Der står to navnkundige træer i Edens have: Kundskabens træ og Livets træ. Kundskabens træ kender vi fra syndefaldsmyten, hvor Adam og Eva trodser Guds forbud og spiser af træets frugt. Det fører til, at de bliver smidt ud af Edens Have og må leve som dødelige mennesker. Da de bliver smidt ud, mister de nemlig adgangen til Livets træ, som er det træ i Edens have, der giver evigt liv.
