Analyse

Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:

Jegfortælleren i "Hun snød mig til sidst" er muligvis det, man kan kalde for en upålidelig fortæller. Det betyder ikke nødvendigvis, at fortælleren bevidst lyver for os. Sagen er nærmere, at hun måske lyver for sig selv, fordi sandheden er for tung at bære. F.eks. påstår jegfortælleren, at hun aldrig har tænkt over, at moren favoriserede storesøsteren:

Jeg er lillesøsteren. Det betyder sikkert noget forskelligt i forskellige familier, men min mor sagde altid. ”Det er jo din søster, der er den vigtigste.” Og sådan var det. Jeg tænkte aldrig over det.

Resten af novellen modsiger den påstand. Morens forskelsbehandling er grundtraumet i jegfortællerens liv. Også jegfortællerens forsonlige tone i novellens slutning kan virke utroværdig:

Det er klart, at jeg i et stykke tid var forarget og stødt over min mors brev. Men efterhånden begyndte jeg også at respektere hendes ærlighed. Jeg stillede ligefrem et billede af hende på mit skrivebord. For om ikke andet var det jo forbi. Min søster ser jeg ikke så meget til.

Enhver kan forestille sig, hvor meget moren har såret jegfortælleren ved at skrive i sit testamente, at hun elskede storesøsteren højere. Det er ubegribeligt, at hun har følt behov for at ydmyge sin datter en sidste gang fra hinsides graven. Det er så voldsomt, at jeget har svært ved at forholde sig ærligt til sine egne følelser. Hun lader, som om hun sætter pris på morens ærlighed. Men den påstand overbeviser ingen. 

Det kan også virke, som om hun har forskudt sin vrede i retning af søsteren, som hun ikke længere har et forhold til. Det er ikke søsterens skyld, at moren behandlede dem så forskelligt.