Fortælleteknik

“Køreplaner” er fortalt af en jegfortæller, og vi får derfor den kvindelige hovedpersons version af historien. Novellen er fortalt med ydre synsvinkel, hvilket overlader personernes tanker og følelser til vores fantasi. Novellen er fortalt med medsyn i et moderat fortælletempo, og begge dele skaber indlevelse hos os som læsere, men overlader samtidig dele af historien til vores fantasi.

Fremstillingsformen er scenisk, og novellen benytter sig meget af dialog. Det er med til at gøre fortællingen realistisk. “Køreplaner” tager “show it, don’t tell it”-princippet til ekstremer med sin indirekte fortællemåde. Det bevirker, at vi må leve os meget ind i handlingen og lave vores egne tolkninger for at få overblik over historien.

Novellen har en jegfortæller

Vi har at gøre med en jegfortæller, når en novelles fortæller giver sig til kende igennem et ’jeg’. “Køreplaner” fortælles af en jegfortæller, novellens kvindelige hovedperson. Vi ved, at der er tale om en jegfortæller allerede efter første linje, idet der her indgår et “jeg”: “Han er en gift mand og den eneste, jeg ikke har talt med i løbet af aftenen”. Det er altså igennem den kvindelige hovedperson, vi får gengivet historien.

Virkning

“Køreplaner” fortælles af en jegfortæller, og det er igennem den kvindelige hovedperson, vi får gengivet historien. Det betyder, at det er hendes version af historien, vi får - ikke mandens eller konens.

Med en jegfortæller forventer vi som læsere, at synsvinklen er indre, dvs. vi forventer at få et indblik i jegfortællerens tanker og følelser. Men i “Køreplaner” er jegfortællerens synsvinkel ydre. Vi hører ingenting om tanker og følelser, selvom historien fortælles af et ‘jeg’. Det får os hurtigt til at opfatte jegfortælleren som følelseskold og meget passiv. Vi kan nemlig hurtigt komme til at opleve det som om, fortælleren ingen følelser har, når vi ikke hører om dem.

Selvom vi hører historien gennem den kvindelige jegfortæller, bliver det i høj grad ma...