Analyse

På de følgende sider får du hjælp til at analysere Helle Helles novelle ”Køreplaner”. Du kan både bruge analysen til mundtlig og skriftlig forberedelse. I vores analysehjælp uddyber vi alle vores pointer og forklarer dem grundigt for dig. Det gør vi, så du får den bedste hjælp til at forstå teksten og finde ud af, hvordan vi egentlig gør, når vi analyserer en novelle.

Her får du en kort oversigt over analysens hovedpointer:

De to vigtigste personer i novellen er manden og den kvindelige jegfortæller. Manden præsenteres som ansvarsfuld og moden, mens kvinden præsenteres som det modsatte. Under overfladen er manden dog alt andet end ansvarsfuld og moden. Undervejs i novellen ændres vores syn på de to personer og rollerne bliver byttet om. I sidste ende er det kvinden, der viser sig som den stærke og ansvarsfulde.

Det sociale miljø blandt festdeltagerne i “Køreplaner” er privilegeret. Miljøet beskrives neutralt, og det overlader en masse til læserens fantasi. Mandens privilegerede miljø vækker nogle fordomme i os - vi tænker som udgangspunkt, at manden er pæn og ordentlig. Dette førstehåndsindtryk får stor betydning for resten af novellen; måske opdager vi slet ikke, hvor uretfærdig manden egentlig er over for både sin kone, jegfortælleren og ræven.

“Køreplaner”s sproglige stil er realistisk, og det giver os en følelse af, at novellen skildrer virkeligheden. ”Køreplaner” benytter sig ikke af billedsprog og indeholder mange neutralt ladede ord. Begge dele er karakteristisk for den minimalistiske skrivestil, og det aktiverer os som læsere og overlader fortolkningen til vores fantasi.

Novellen er skrevet i en minimalistisk stil. Minimalistisk betyder, at der er skåret ind til benet, så alt overflødigt er udeladt. Vi får kun de allermest nødvendige informationer, og vi skal i høj grad selv kæde dem sammen, så historien får en dybere mening. Den minimalistiske stil præger både indholdet og formen, dvs. både novellens handling og måden at fortælle på.

“Køreplaner” tager “show it, don’t tell it”-princippet til ekstremer med sin minimalistiske og indirekte fortælleteknik. Det bevirker, at vi må leve os meget ind i handlingen og lave vores egne tolkninger for at få overblik over historien. “Køreplaner” er fortalt af en jegfortæller, og vi får derfor den kvindelige hovedpersons version af historien. Synsvinklen er dog ydre, hvilket overlader både jegfortællerens og mandens tanker og følelser til vores fantasi. 

“Køreplaner”s komposition er med til at gøre fortællingen realistisk, og opbygningen aktiverer novellens læser. Novellens handling er bygget op som et lineært forløb, fremstillingsformen er scenisk, og novellen benytter sig meget af dialog. Disse virkemidler er med til at gøre fortællingen realistisk. Teksten begynder in medias res, og allerede fra første linje er vi som læsere derfor aktiverede. Vi bliver yderligere aktiverede og involverede i at skabe fortællingen, fordi teksten ikke har et vendepunkt, og fordi slutningen er åben.

“Køreplaner” er en tekst, der er relativt typisk for novellegenren. På to punkter skiller den sig dog betydeligt ud: Fortællingen har intet vendepunkt og ingen central konflikt.