Her kan du læse et uddrag af analysehjælpen:
I romanens dramatiske klimaks beslutter den rasende og jaloux Frank at slå Carsten ihjel. Han føler, at rivalen har stjålet både hans kæreste, datter og svigerfamilie. Som læser er det let at tænke, at Franks tendenser til at smadre møbler nu også omfatter mennesker. Slår han Carsten ihjel, vil han dermed bekræfte Theas og Holmberg-familiens opfattelse af, at han er en primitiv, utilregnelig underklassemand.
Men da en beruset Carsten betror ham, at han har lav sædkvalitet og elsker Thea og lille Annika, erstattes Franks vrede tilsyneladende af medlidenhed. Han accepterer situationen: “– Det kunne egentlig være værre. Carsten lader til at elske Annika, det er vel det vigtigste …”
Herefter springer fortællingen fem år i tid, og Frank er nu tilfreds med sit liv: “Frank havde fået et arbejde med kommunikation i den offentlige sektor. [...] Det var et udmærket job med en akademikerløn, og han følte sig lykkelig, specielt når han havde Annika.”
Desuden lader han til endelig at hvile i sig selv og tro på, at han er god nok. Det bliver tydeligt, da han genfortæller historien om at drive til havs, selvom familien Holmberg stadig ikke er overbeviste: “Der var en anspændt stemning, mens han fortalte, men Frank var ligeglad. Det var sådan, hans historie var.” Frank har altså gennemgået en positiv udvikling.
