På de næste sider får du hjælp til at analysere “En skilsmissehistorie”. Novellen er skrevet af Katrine Marie Guldager og udkom i 2004 i København.
Hvis du har behov for mere hjælp til din analyse, kan du bruge vejledningen til novelleanalyse:
Personerne forbindes med små parallelle træk
Selvom personerne på novellens overflade ikke har noget tilfælles og endda har svært ved at nå hinanden, så kobles de alligevel på et dybere plan i novellen.
Vi hører om den ældre mand fra Rådhuspladsens toiletter, at ”hans ene fod hang på ham som en slap elastik”. Han passeres af en ung mand, hvis ”gummisko var bundet så stramt, at blodforsyningen til foden blev standset”. Senere hører vi, at den ældste piges halstørklæde ”slæbte hen over hvert trin”.
Vi hører også om de ansigter, som den yngste pige tegner på bussens rude. Det kobles til et andet ansigt, nemlig den unge fyr, som havde ”rester af maling i ansigtet”. Det endda en fyr, som hun har snakket med i løbet af dagen, hører vi.
Der er nogle klare ligheder i beskrivelserne, som dog ikke nødvendigvis skal tolkes hver for sig. Vi kan måske tale om, at ansigterne kobles til umulig kærlighed. Forældrene er gået fra hinanden og pigen er ikke parat til at indgå i et forhold til den unge fyr.
Men generelt virker det mere til, at de parallelle træk skal fortælle os om, at mennesker faktisk har noget tilfælles, selvom det ikke virker sådan. Ligesom læseren måske lægger mærke til de små træk, der kobler personerne i novellen, så bør mennesker generelt få øjnene op for, at de faktisk har noget tilfælles med andre, selvom de ikke selv ved det.
