På de næste sider får du hjælp til at analysere “En rose”. Novellen er skrevet af Amalie Skram og udkom i 1899 i novellesamlingen Sommer.
Hvis du vil have hjælp til at arbejde med analysen på egen hånd, kan du bruge vores guide til novelleanalyse. Den giver dig en systematisk gennemgang med grundige forklaringer af alt det, du bør være opmærksom på i din analyse:
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Kvinden virker umiddelbart ualmindeligt hård mod sin mand. Han klynker og hævder, at han er meget syg og døden nær, men hun svarer kun med hån og latterliggørelse:
„Men hvad fejler Du da egentlig?" spurgte hun. Hendes tone var halvt spottende, halvt bebrejdende.
Hun antyder, at mandens sygdom er ren indbildning. Det er værd at huske, at vi her oplever kvinden fra mandens perspektiv. Det er ikke sikkert, at han altid har ret i sine vurderinger af hende. Selv hvis han har ret, kan hun have gode grunde til at behandle ham sådan, som han ikke har selvindsigt nok til at erkende. Kvinden indrømmer imidlertid, at hun ikke kan vise ham den sympati, som hun kan fornemme, at han ønsker:
„Du er naturligvis forundret over at jeg ikke tar denne din sygdom sørgmodigt nok. Men jeg kan ikke. Jeg har git dig alt, hvad jeg har. Jeg har ikke mere."
Kvindens ord antyder, at hun er træt af at tage vare på mandens behov. Vi får det indtryk, at han er et menneske, som altid har brug for meget opmærksomhed og omsorg. Måske mener han endda, at konens vigtigste opgave i livet er at sørge for at stille hans behov, hvad end de måtte være. Men kvinden har fået nok. Hun vil ikke længere sætte alt ind på at drage omsorg for sin mand.
