Podcast

Det voksne jeg har behov for at holde fast i alle de følelser, fordi – får man så også et kraftigt indtryk af – livet er ikke en dans på roser for det voksne jeg. Tværtimod, så er der en del skuffelser, der titter frem mellem linjerne, og som også kommer tydeligt frem gennem brugen af modsætninger og paradokser. Men ind i mellem så føler hun stadigvæk en forbindelse til det tidligere jeg, til denne her unge pige, og det er noget, hun holder fast i, selvom digtet generelt er meget trist og melankolsk. 

Ja, det må man sige. Men der er også en bebrejdende tone i det: 

Hun har ikke andre i verden at spørge end mig: 
hvor er mine drømme? og hvor er min tyveårs glæde?
Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg? 
Og hvor er det land, vi sammen skulle betræde?

Så det tidligere jeg bebrejder, at der er noget i det nuværende jeg, som det tidligere jeg ikke kan finde længere. Men der sker en forandring igennem digtet....