Sprog og billedsprog

Den sproglige stil er præget af jegets følelser

Sproget i ”Den dansende dreng” er præget af, at novellen er fortalt af en jeg-fortæller. Jegets følelser smitter hele tiden af på den sproglige stil. I begyndelsen af novellen er jeget f.eks. bange for at dø. Den intense dødsangst kommer bl.a. til udtryk i brugen af udråbstegn:

For det skal jeg jo. Dø! 

Andre steder kan vi fornemme, at jeget er bitter og vred over, at Tobias er død i så ung en alder. Hun tænker på dengang, hendes oldemor fortalte hende om døden. Oldemoren sagde, at døden var som at lægge sig til at sove efter en lang dag. Men det billede passer ikke på Tobias’ død, fordi han ikke blev ret gammel:

Tobias’ liv varede ikke engang til spisefrikvarteret. 

Vi kan tydeligt mærke på sproget, at jeget er indebrændt over Tobias’ uretfærdigt tidlige død. 

Sproget bliver omvendt meget højtideligt og romantisk, efter jeg-fortælleren og ...