Romananalyse: Lykke-Peer af H.C. Andersen

Uddrag

Romaneventyret ”Lykke-Peer” er det sidste større værk af den verdenskendte forfatter H.C. Andersen, hvis 200 års fødselsdag bliver fejret verden over i hele år 2005. Romanen er skrevet i 1870, fem år før H.C. Andersen dør. Blandt H.C. Andersens mest kendte udgivelser er ”Den Grimme Ælling”, som ligesom ”Lykke-Peer” afspejler dele af H.C. Andersens liv. Hvor man normalt skal passe på med at relatere alle H.C. Andersens tekster til ham selv, er disse to tekster to eksempler på historier hvor der er en direkte relation mellem forfatter og hovedperson. I ”Lykke-Peer” er det Peer der er udsat i sine unge år, men som alligevel vokser sig stor og anerkendt, hvilket jeg vil komme ind på senere i min analyse af ”Lykke-Peer”.

”Lykke-Peer” handler om den heldige og lykkelige Peer, som man følger fra dag ét, til han dør på sidste side. Peer bliver født på kvisten over købmandsgården samme dag som de nedenunder også får et barn – Felix. Peer er vokset op med masser af kærlighed fra begge hans forældre og hans farmor, men hans far bliver indkaldt til krig, hvor han falder som en af de første. Sorgen er stor i den lille familie, og hovedindtægten er røget.
Moren får lov at blive boende alligevel, men da der også skal mad på bordet, bliver hun nødt til at ”vaske sig foran fine enlige herrer” (som Peer hører om hendes arbejde). Peer får sit kaldenavn, Lykke-Peer, efter at han indenfor kort tid finder en sølvmønt og en guldring i vejkanten foran de andre drenge. De udstøder ham og næste gang han kommer ned til dem kaster de jordklumper efter ham. Den ene rammer hans træsko og ud triller et fint ravhjerte. Peer får hitteløn for guldringen som er Grossererfruens. Ravhjertet binder hans farmor om hans hals, og fortæller ham hvor værdifuldt det er... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind