Digtsamlingen har 15 digte. De beskriver tilsammen et livsforløb fra undfangelsen over barndom og ungdom til tilværelsen som nygift og måske kommende forælder.
Du kan bruge analysehjælpen her til at arbejde med digtsamlingen som værk i en større opgave eller i undervisningen. Du får et resumé, der kan give dig overblik over indholdet. Derefter ser vi på de gennemgående temaer i samlingen.
Vi vil anbefale dig, at du fokuserer på nogle få digte, når du arbejder med samlingen. Det gør det nemmere at komme i dybden med tingene. Derfor finder du også hjælp til at analysere og fortolke de enkelte digte sidst i analysehjælpen.
Her kan du se et uddrag fra analysehjælpen:
Fra de første digte i samlingen får vi det indtryk, at det lyriske jeg er nærmest skæbnebestemt til at blive en stor digter. Især det spæde lyriske jeg vurderer sig selv nærmest ulideligt i højt i digte som "Foster" og "Fødsel". Senere hører vi, hvordan jeget er vild med sprog og læsning i "Skole" og sammen med sine venner føler sig som en anerkendt kunstner under en brandert i digtet "Værtshus".
Det giver god mening, at vi ikke hører om, at jeget er blevet en succesfuld digter i Under vejr med mig selv. Hvis vi antager, at det lyriske jeg kan læses som Rifbjerg selv, så er digtsamlingen jo netop hans debut. Næsten alle digte i samlingen kan dog læses som en indirekte tematisering af digtekunsten og digterisk talent. Det er nemlig tydeligt i digtenens måde at bruge sproget på nye og overraskende måder.
Ordvalget kommer i høj grad fra den moderne verden. Det er ord hentet fra forbrugersamfundet og talesprog fra digtenes samtid. Det er ikke støvede og traditionelle poetiske ord, der dominerer digtene, men de er bestemt også til stede i digtene.
I næsten alle digte ser vi nemlig, hvordan ordene fra forskellige semantiske skemaer sammensættes og skaber nye betydninger. Et godt eksempel er "Undfangelse", hvor det magiske, mystiske, barnlige og naturvidenskabelige sprog kobles på kryds og tværs.
Et gennemgående træk i digtsamlingen er også den frie form, som alle digtene er skrevet i. Der er ingen gennemgående rytme eller brug af traditionelle enderim i digtene. Det betyder dog ikke, at sproget bare er tilfældigt. I de fleste digte er der tydeligt puslet om klangen i form af allitterationer og assonans. Det er med til at skabe forbindelser og ny betydning i flere digte. Et godt eksempel er brugen af allitterationer i den første strofe af "Skole".
Derudover møder vi såvel humor som selvironi i digtene. Håndbolddrengenes selvbillede som store sportsfolk med endnu større sportsånd, får ikke lov at stå uantastet. Heller ikke den lettere forvrøvlede brug af julens motiver og symboler i "Jul" til at udtrykke erotisk begær, får lov at passere. Det lyriske jeg indrømmer indirekte sin liderlighed og den forvirring, det afsætter i hans sprog.
