Podcast

Der bliver introduceret denne her mand i islandsk sweater og fløjlsbukser, der lever så kolossalt, at han er lige ved at sprænges. Det virker lidt ironisk allerede her, som om digtet fra begyndelsen har en bevidsthed om, at overdrivelserne er ironiske. Det er trods alt ikke et verdenstopmøde, de skal til. De skal bare på værtshus. Men for de her unge mænd, som det er, der er det stort. Det er et overgangsritual, som er en del af livet, som man skal kende til. Man skal gøre sig nogle erfaringer, som simpelthen hører til det at være et ungt menneske. […] 

På en eller anden måde er det jo en beskrivelse af et af livets øjeblikke. En beskrivelse af, hvad rusen gør ved os, uden at det behøver at føre til alkoholisme og grimme islandske sweatre (nu undskylder jeg over for den islandske befolkning her), men det er jo den erkendelse, der kommer ved at møde livet. Det er faktisk det, som alle digtene handler om i Under vejr med mig selv, at vi møder alle sider af livet. Både de positive og de negative. Her det mest de positive, der bliver beskrevet…...