Podcast

Du startede med at sige, at novellen begynder med en række opremsninger. Det kan man se helt ned på detaljeplanet, hvor sætningerne er korte og har en opremsende karakter. Det er ikke altid, det er hele sætninger. Det kan godt være bare genstande, der opremses. På detaljeplanet har sproget altså et opremsende præg. 

En anden ting, der springer i øjnene, er alle parenteserne. De er med til at konkretisere forskellige ting. Prisen på det, han har stjålet. Han taler også om søsteren, der har været i fængsel. Så bliver det skudt ind i en parates, at hun var i fængsel for grov vold. Så der er noget konkretiserende og forklarende. 

Det er, som om han i sproget ikke giver sig tid til at forklare alt i detaljer, men så kan det lige skydes ind i en parentes. Så får man egentlig et rimeligt dækkende billede, hvad er for personer, han omgiver sig med, og hvad det er for situationer, han har været i. 

[…] I forlængelse af den tolkning, kan man sige, at det giver et billede af et senmoderne individ, hvor der ikke er nogen stor ramme, der kan give identitet. Der er hverken religion eller politisk ideologi, som man identificerer sig med. Tværtimod så er der en hel masse spredte genstande i det her tilfælde, som han opremser, og som er med til at identificere ham.