Podcast

De ser sig sure på alle mulige. Selv en gammel dame slår de ned og tæver. Ja, og de tisser på en hjemløs på et tidspunkt, så nogle gange virker det til, at de går efter nogen, som er lavere end dem selv. Ja, fortælleren gør jo meget ud af at sælge det her som et eller andet oprør og en eller anden form for retfærdiggørelse. Han bruger sådan nogle ord som "naturligt" og "tage hævn over" det, som de opfatter som fornedrende for dem. 

Men det bliver til det, man kalder en sociopatisk adfærd, hvor man ikke har nogen som helst respekt for andre. Det skyldes måske også, at de drikker sig mere og mere fuld, som handlingen skrider frem. Fortælleren er måske godt lidt klar over det, fordi der er det, man kalder en ambivalens, i noget af det, han siger. Der er et sted, hvor han siger, at det er en utrolig smuk dag, men så synes han, det er mærkeligt, fordi "der er så ualmindeligt grimt inden i mig". 

Men han forsøger at retfærdiggøre det som et større projekt, som de har gang i. Til sidst bliver de endda fremstillet som nogle soldater, der er i gang med en krig mod det uretfærdige samfund, men i virkeligheden er de en nogle hærværksmænd og dumme svin, som ikke har respekt over for andre mennesker.

Man komme hurtigt til at tale om dem som et vi, fordi de optræder som en gruppe. Michael startede jo ellers med at beskrive dem som enkeltpersoner, men i meget af novellen er de netop sådan en gruppeidentitet, der bevæger sig rundt i samfundet og hærger. Det er, fordi de har den fælles vrede, som de kan mødes om.