Analyse

Her får du hjælp til at analysere og fortolke digtet ”Til mit døde barn”. Digtet er skrevet Tove Ditlevsen og udgivet i digtsamlingen Pigesind i 1939.

Komposition og genre

Digtet består af otte strofer på hver fire vers. Der er en fast rimstruktur med omsluttende rim, hvor første og sidste vers rimer på hinanden i hver strofe. Det er en traditionel form, som er usædvanlig for digtets udgivelsestidspunkt, hvor andre digtere typisk eksperimenterede med mere frie former.

Der er tale om et lyrisk digt, hvor et lyrisk jeg tiltaler sit døde barn og giver udtryk for sine følelser og tanker. Man kunne argumentere for, at der også var et episk element. Fortælleren ser tilbage på sin graviditet og der er også antydet et tidsmæssigt forløb i digtets nutid, hvor fortælleren til at begynde med holder det døde barn og kysser dets hænder. Senere hører vi, at nogle mænd kommer med en kiste for at hente barnet. Men handlingen er dog ikke særligt central, det er følelserne, som fylder i digtet. Derfor er det overvejende lyrisk.

Fortælleteknik

Digtet er fortalt at et lyrisk jeg, som virker til at være en ung kvinde, der netop har fået et dødfødt barn. I digtet tiltaler hun barnet direkte med et du. Dermed peger digtet tilbage på fortællersituationen i traditionelle kærlighedsdigte, hvor jeget tiltaler et du, som er den elskede. Ofte vil der også være et kollektivt vi, som understreger forbindelsen mellem jeget og duet. Det er der også i digtet:

Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.

Her bliver fortællersituationen anvendt markant anderledes end i traditionelle kærlighedsdigte, idet den elskede er det dødfødte barn og ikke en voksen person, som jeget er forelsket i. Den speciel...