På de næste sider får du hjælp til at analysere ”Skrubtudsen”. Eventyret er skrevet af H.C. Andersen og udkom i 1866 i Nye Eventyr og Historier.
Miljøet er delt i to
Skrubtudsen bevæger sig gennem flere forskellige miljøer i løbet af eventyret. Den starter sin tilværelsen på bunden af en mørk brønd, inden den kommer op på landjorden. Fra landjorden kommer den helt op i himlen, da den bliver taget af storken.
Da den dør kommer den i himlen i en mere overført, åndelig forstand – den slipper fri fra den jordiske verden, som den tidligere har beskrevet som en større udgave af den brønd, som den voksede op i. Den bliver endelig en del af en rent åndelig virkelighed, som er det, den hele tiden har stræbt efter uden at være bevidst om det.
Overordnet kan vi sige, at miljøet i eventyret er beskrevet dualistisk. Det vil sige, at det er delt i to. Det består dels af et jordiske, materielt aspekt, dels af et åndeligt aspekt.
Så længe skrubtudsen lever i den jordiske, materielle verden, forsøger den at nærme sig den åndelige verden. Den søger hele tiden opad. Lyset og solen bliver et symbol på det åndelige. Der er mørkt nede i brønden. Der er mere lys oppe på overfladen, men der er stadig en stor afstand til selve solen og den åndelige virkelighed. Den afstand forsvinder først i det øjeblik, at skrubtudsen dør.
