Filmiske virkemidler
- Det er en dukkefilm
- Filmen er i sort-hvid
- Der er ingen dialog
- Underlægningsmusikken underbygger den dystre stemning
- Nærbilledet af den rådne kartoffel understreger filmens konflikt
- Drengens fantasi bliver formidlet gennem de svævende sten
- Kameraets fokusindstillinger bliver brugt til at lede vores opmærksomhed i særlige retninger
- Kamerabevægelser afslører truslen fra nazisterne
- Brugen af fugleperspektiv til sidst er med til at opbygge suspense
Det er en dukkefilm
Det mest indlysende virkemiddel i ”Seven Minutes in the Warsaw Ghetto” er, at det er en dukkefilm. Dukkerne er forenklede og stiliserede menneskeskikkelser. Ansigtsmimikken er selvsagt ikke lige så levende og udtryksfuld, som den er hos virkelige mennesker. Bevægelserne og kropssproget er heller ikke lige så glidende og naturligt.
Man kunne måske tro, at det ville gøre personernes følelsesmæssige virkning på os mindre. Men det modsatte er snarere tilfældet. En lille gestus med hånden eller trækning i ansigtet får pludselig en stor virkning. Eksempelvis virker det utroligt koldt og ubehageligt, da den tyske soldat beder sin kammerat om at være stille, så drengen ikke kan høre, at de er der.
Omvendt virker omfavnelsen mellem drengen og bedstemoren særligt kærlig og rørende, fordi dukkerne lidt akavede kropssprog får os til at lægge endnu bedre mærke til de små tegn på kærlighed.
