Podcast

Hun er jo egentlig ikke ensom i klassisk forstand. For hun har jo børn omkring sig, der besøger hende tit. Men hun savner det menneskelige møde, at hun bliver set som et menneske. Det sker, da han kommer. Derfor handler det lige så meget om det menneskelige møde, hvor man ser hinanden, rør hinanden og er til stede sammen. Det er det, hun savner på plejehjemmet. 

Han er meget gammel. Han sidder i kørestol. Undervejs er hun glad for, at ikke alle hans tænder er "forlorne". Det vil sige kunstige tænder. Han har også nogle af sine egne tænder stadigvæk. Og hun synes, at han er flot:

Hans buskede øjenbryn og hans kridhvide hår lyste mod den mørke rynkede hud. Næsen var flot og læbernes amorbue fint tegnet. 

Så hun bliver tiltrukket af ham. Han er gammel og slidt, men han er smuk i hendes øjne. Ja, der noget interessant i måden, han bliver skildret på. Han bliver netop skildret som i alle andre romantiske romaner og noveller. Altså som denne her flotte sjæleven, der lige pludseligt træder ind i hendes liv, og som hun øjeblikkeligt bliver forelsket i. Så selvom han har hvidt hår og mangler nogle tænder, så ser hun alt det skønne. Det er også interessant, fordi vi er så vant til, at det er unge mennesker, som oplever denne her slags følelser og beskriver hinanden i detaljer.