Her får du hjælp til at analysere og fortolke essayet ”Hærværk – om at forklare det, man ikke kan forsvare”. Essayet er skrevet af Aslak Gottlieb i 2009.
Du får først resumé og arbejdsspørgsmål. Så får du hjælp til de vigtigste dele af analysen og din fortolkning. Du kan også lytte til podcasten, hvor vi går i dybden med teksten.
Analysehjælpen her kan give dig en god start på dit arbejde, hvis du skal fremlægge om essayet, skrive en opgave eller lave en synopsis. Du kan dog også bruge den, hvis du bare vil forberede dig til timerne.
Refleksioner gør, at læseren tænker med
En anden vigtig fremstillingsform i essayet er refleksioner. Skribenten tænker højt og inddrager læseren i tankerne. Her er et eksempel, hvor Gottlieb reflekter over, hvorfor hærværk ikke er i orden:
Grovheden af dørhåndtagsaffæren var måske lav i forhold til så meget andet. Nogen vil kalde det drengestreger. Men Netto-eksemplet viser noget om hærværkets mærkværdige natur: At gøre noget der generer andre, som er uden skyld på nogen måde. Håndtaget til bagindgangen må have været klamt for butikschefen (eller måske en af de andre ungarbejdere) at røre ved mandag morgen.
Refleksionerne begynder ofte med en konkret erindring, situation eller oplevelse. Her er det Gottliebs erindring om skolekammeraten, der tissede på dørhåndtaget til Netto. Det konkrete bliver så afsæt til mere generelle overvejelser. I eksemplet tænker Gottlieb over, hvem hærværket egentlig går ud over, og om det kan være ok.
En anden god måde at lave refleksioner på, er ved at fremlægge sin egen forundring over noget. Det ser vi også mange steder i essayet. Her er et godt eksempel:
Spørgsmålet er, om det også er et grundforhold, at mennesker ødelægger. Det er væmmeligt at tænke på, ikke til at holde ud, faktisk. Er vi skabende eller ødelæggende fra naturens side? Eller begge dele? Hvad bestemmer, om vi bliver en som tisser på dørhåndtag, baldrer ruder eller skærer os selv i armen? Hvorfor bliver generation efter generation ved med at gøre noget, som de ikke kan forsvare at gøre?
Her er det tydeligt, at Gottlieb undrer sig over spørgsmålet. Han svarer ikke på det, men fremlægger i stedet nogle åbne spørgsmål, som læseren kan tænke med på.
